FORSIDE
OM OS…
NYE MEDLEMMER
ARRANGEMENTER
LINKS
HARMONIKATRÆF
KLUB-NYT
KONTAKT
BESTYRELSE

Medlemmer


Randers Harmonika Klub blev stiftet den 16. januar 1983 og har således været aktiv som klub i 29 år. Klubben har til formål at være samlingssted for alle, både unge og ældre, og såvel damer som herrer, med interesse for harmonika-musik.

Hvis du skulle være en af dem, der har den interesse, og måske savner nogle at spille sammen med, skal du være velkommen i Randers Harmonika Klub. I klubben er der plads til både node- og gehørspillere. Der er ikke optagelsesprøver, alle er velkomne.

Forud for et eventuelt medlemsskab er der, helt uforpligtende, mulighed for at kikke og lytte med ved blot at møde op på en øveaften.

I det følgende vil vi søge at give dig et indblik i, hvad der til daglig foregår i klubben, og hvad dette kan medføre i form af optræden i forskellige sammenhænge.

Klubben har øveaften hver onsdag fra kl. 19.00 - 22.00 i lokaler på Hornbæk Skole, H.C. Andersensvej 1 i Over Hornbæk v. Randers.
I den første time hver gang spilles der på 3 mindre hold. Derefter er der pause og efterfølgende spilles der videre på de mindre hold.
Den sidste time hver anden gang spiller hele klubben sammen, på et i forvejen tilrettelagt repertoire.

Klubbens nuværende medlemmer spiller på forskelligt niveau for så vidt angår sværhedsgrad og musik-genre, og sammensætningen af de 3 hold er sket bl.a. under hensyn hertil.

For nye medlemmer vil der blive mulighed for at spille på et hold, hvor der vil være vejledning af en erfaren harmonikaspiller. For dem, der spiller efter noder, kan et komplet sæt noder til klubbens repertoire købes hos bestyrelsen. Prisen er 0,50 kr pr. nodeside.

Medlemsskab af klubben er helt på frivillig basis, og der er derfor heller ikke mødepligt. Har du meldt dig ind i klubben af interesse for at spille sammen med ligesindede, er det dog "god tone" at møde op så tit som muligt, og gerne hver onsdag aften.

Det ses ligeledes gerne, at man er godt forberedt hjemmefra på det valgte repertoire, til både det samlede hold og til de mindre hold.

Som tidligere nævnt optræder klubben ude i forskellige sammenhænge. Klubben spiller f.eks.hvert år i forbindelse med Randers-Ugen, deltager i harmonikatræf flere stedet i landet, og spiller på plejehjem, i foreninger, for virksomheder o.s.v.
Klubben deltager i de forskellige arrangementer med sammensatte hold af medlemmer, der har lyst og mulighed for at spille.

Når klubben deltager i sådanne arrangementer, optræder medlemmerne i uniform, som består af sorte bukser/nederdel, hvid skjorte med klubmærke, mørke gråt slips, sort vest, sorte sko og sorte strømper.
Slips og klubmærke udleveres.

Klubben har tidligere deltaget i et bladsamarbejde med andre harmonika-klubber.

Dette er nu ændret således, at klubben efter behov udsender en folder til medlemmerne, og der er oprettet denne hjemmeside.
Herudover er klubben medlem af Danske Harmonikaspilleres Landsforbund ( DHL )

Støttemedlemmer er også meget velkomne i klubben.Man har som støttemedlem ikke stemmeret på generalforsamlingen, men modtager foldere og deltager i klubbens arrangementer.

Indmelding i klubben kan ske, gerne til klubbens kasserer, eller til et bestyrelsesmedlem. I forbindelse hermed vil der blive udleveret et eksemplar af klubbens love.

Hvert år i februar måned afholdes der generalforsamling. Det årlige kontingent er for tiden

  • kr. 250,- for aktive medlemmer
  • kr. 200,- for pensionister
  • kr. 50,- for støttemedlemmer
Som aktivt medlem af klubben kan der lejes et stort telt til ca. 30 personer. Prisen for en weekend er kr. 200,- Teltet må dog kun bruges inden for landets grænser.